torsdag den 8. maj 2008

Flertal for intolerance

Jeg forstår det ikke. Vent, lad mig forsøge...

Nej, jeg forstår det ikke. Hvad er det ved tørklæder som er så ubehageligt, at et flertal gerne vil have dem forbudt? Hvorfor må den enkelte kvinde ikke bestemme om hun vil have tørklæde på?

Normalt er argumentet jo at det er kvindeundertrykkelse at de bliver "tvunget" til at gå med tørklædet. Det er sikkert sandt i nogle tilfælde, men jeg tror ikke at det er et problem som kan løses ved at forbyde tørklæderne på offentlige arbejdspladser; det vil nærmere bare holde muslimske kvinder udenfor arbejdsmarkedet.

De sidste dage har debatten så taget en ny drejning: Nu mener Dansk Folkeparti at borgere vil finde det ubehagelig at stå overfor en myndighedsperson som bærer tørklæde. Igen må jeg sige at det nok desværre er sandt at nogle borgere har det sådan, det viser meningsmålingen jo også. Men vejen til integration og tolerance er ikke at forbyde det som er uvant!

Der har sikkert også været borgere som syntes det var upassende at en dommer eller politibetjent kunne være kvinde (også uden tørklæde). Og i lande som USA og Sydafrika har de sikkert haft denne debat om fx. sorte mennesker i de hvides busser og på de hvides parkbænke.

En læge, dommer, pedel, eller anden offentlig ansat bør vurderes på hvem de er og hvor godt de udfører deres job. Jeg tror at der er rigeligt med ambitiøse jurister til at man ikke kan blive dommer uden at være kvalificeret. Så kan det da være lige meget om man har tørklæde på!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar