mandag den 17. november 2008

SMS-roman

Jeg læste et interview i Politiken med Merete Pryds Helle i anledning af hendes nye "SMS-roman" Jeg tror, jeg elsker dig. Ved ikke helt hvad jeg skal mene, men jeg overvejer da at ofre 25 kr. på at prøve konceptet.
En ting har de dog misforstået: Det kan da ikke være en roman men højst en novelle. 27 sms'er kan altså ikke kaldes en roman! Det er kortere end interviewet i Politiken (som i øvrigt var "optaget" pr. sms).

Curtis Stigers i Jazzhouse

Torsdag aften var jeg i Copenhagen Jazzhouse og høre Curtis Stigers. Det var en fornøjelse. Jeg kan godt lide hans tilbagelænede måde at lave let tilgængelig jazzmusik ud af det som tit er startet som pop- eller rock-numre, og det skader jo ikke at han er omgivet af virkelig dygtige musikere.
Bandet var denne gang Matthew Fries, Cliff Schmitt, Keith Hall og John "Scrapper" Sneider. Fries og Hall var også med da jeg hørte Stigers sidste efterår, og de er virkelig gode. Trompetisten "Scrapper" er også god, men jeg syntes han var lidt hektisk -- for mange 16-delsnoder og lidt for langt fremme på beatet i nogle af numrene.
Alt i alt synes jeg koncerten var næste lige så god som sidste år. Jeg tror der var flere numre sidste år hvor det swingede helt op under taget end der var i år. Og Stigers selv fortalte flere herlige anekdoter sidste år - som da han dedikerede nummeret Your mind is on vacation but your mouth is working overtime til George W. Bush, eller da han indviede os i hvilke tanker han fik om Emmylou Harris når han hørte hende synge "I don't want to talk about it now - I want to go down...". Der var også gode kommentarer i år, men der var lidt længere imellem dem.
A propos det med at mange af numrene oprindeligt stammer fra pop eller rock: Aftenen åbnede med et Beatles-nummer, og ingen Curtis Stigers-koncert er komplet uden Bob Dylan. Og aftenen rummede også et par hits fra Stigers' egen pop-karriere.

tirsdag den 11. november 2008

Da klappen gik ned

Forrige weekend gik klappen ned: Pludselig kunne jeg ikke huske PIN-koden til mit dankort selvom jeg har brugt den flittigt i godt 3 år. Efter 3 forsøg blev kortet spærret.
Dagen efter ringede jeg til banken og fik åbnet kortet igen, og en lille uge senere kom koden pludselig tilbage til mig mens jeg kørte bil og var irriteret over at have glemt den. Den menneskelige hjerne kan spille nogle sjove pus.
I dag fik jeg så brev fra banken om at mit kort var blevet spærret og jeg skulle ringe til dem. Det var dateret den 4/11 men poststemplet den 10. så det har lige ligget en uges tid og ventet før nogen fik postet det. Ikke imponerende.

søndag den 19. oktober 2008

Programmering som problemløsning

Det er over 11 år siden jeg afsluttede mit bifag i informationspsykologi. Jeg tænker indimellem over at jeg egentlig ikke kan huske så meget konkret om hvad vi lavede ude på KUA, de forskellige kurser på DIKU står meget mere klart i min hukommelse.
Derfor var det sjovt at bladre lidt i arkivet og finde nogle af de gamle opgaver frem.
For eksempel fandt jeg en meget interessant opgave om Programmering som problemløsning som jeg ganske havde glemt vi havde skrevet. (Jeg håber at Morten og Morten tilgiver at jeg offentliggør den...)

Resume:

Denne opgave handler om de kognitive processer, der finder sted, når en programmør skriver et program. Vi har gennemført fire tænke-højt-forsøg, hvor forsøgspersoner fik en lille programmeringsopgave, som de skulle gennemføre mens de tænkte højt.
Vi gjorde en række interessante observationer under disse forsøg: Forsøgspersonerne var tilbøjelige til at starte på opgaven uden at have analyseret problemet til bunds, hvilket gav dem problemer. De fokuserede meget på det udleverede eksempel, og havde derfor svært ved at se en god måde at overskue problemet på. Det var tydeligt, at programmørerne opbyggede en mental model af deres program, som de brugte som reference gennem hele opgaveløsningen. Endelig omtaler vi begrebet “pæn programmering”, som tilsyneladende var væsentligt for forsøgspersonerne – dog ikke på en sådan måde, at de nødvendigvis skrev pæne programmer.
Det er ret skægt at læse vores observationer, og jeg er meget overrasket over at flere af de kloge hoveder vi havde indfanget som forsøgspersoner ikke bare ryster en pæn løsning ud af ærmet. Var vi virkelig ikke klogere som førstedelsstuderende?

lørdag den 18. oktober 2008

Det er Sebastians skyld

Daniels frokost i dag:
Rugbrød med leverpostej, figenpålæg og pastrami.
På én mad.

Og serveret med imitation af Sebastian Klein når han laver "ulækker mad" til sin hemmelige ven Anton.

torsdag den 16. oktober 2008

Bøger, bøger, bøger

Så kom der et par bøger mere fra Amazon. Jeg har svært ved at lade være med at købe nye bøger med jævne mellemrum, selvom det er lidt op og ned hvor meget jeg egentlig får læst. (Mere ned end op når det ikke er ferie eller noget.)
Det gælder både skønlitteratur og faglitteratur, selvom det vist mest er fagbøger jeg har købt på det seneste.
Her er de sidste par måneders indkøb:
Nu er vi jo to om at læse bøger i denne "genre" herhjemme, så det er ikke bare bøger til mig. Der er også røget et par mere .NET-fokuserede bøger med i købet som ikke er med på denne liste da det mere er Pernille der har gavn af dem indtil videre.

På den skønlitterere front fik jeg et par krimier i fødselsdagsgave for nylig og jeg er kommet i gang med Leif Davidsens På udkig efter Hemingway. Den starter lovende og ligner den gamle Davidsen-stil fra Uhellige alliancer og den russiske trilogi.

mandag den 15. september 2008

IT-Arkitekt certificering hos Dansk IT (ISEB)

Jeg brugte det meste af sidste uge på kursus med efterfølgende certificering som IT-Arkitekt. Kurset var jeg generelt godt tilfreds med, men det vender jeg lige tilbage til i et senere indlæg.

Først vil jeg nemlig lige give certificeringen og forløbet hos Dansk IT et par ord med på vejen.

Det kan næppe komme bag på nogen at det er lidt kunstigt at måle evnerne som arkitekt vha. multiple choice. Det hjælper en anelse at nogle af spørgsmålene er baseret på en case som man har haft lejlighed til at læse hjemmefra, men faktisk udnyttede de ikke denne case særlig godt efter min mening.

Man fokuserer ret meget på hvad en arkitekt er og hvilke ansvarsområder, modeller osv. der er de vigtigste for arkitekten. Man stiller så godt som ingen spørgsmål til selve løsningsvalget i casen. Det var lidt bedre til den prøveeksamen vi havde på kurset, hvor casen indeholdt to alternative løsninger og kunne stille spørgsmål til deres styrker og svagheder, men den vinkel var fraværende i den rigtige prøve.

Problemet med at spørge om roller og ansvar er at den slags jo afhænger meget af den organisation man bevæger sig i. Der var f.eks. et par spørgsmål som kredsede omkring forholdet mellem en arkitekt og en projektleder. Jeg kan godt se ideen med at certificerede arkitekter skal have en fælles referenceramme for hvad der er arkitektopgaver og hvad der ikke er, uanset hvorden det så bøjes i en konkret organisation - men det føles alligevel mærkeligt at sidde til en multiple choice eksamen og lade som at rollerne er universlt fordelt og der er ét rigtigt svar på den slags spørgsmål.

En del af konceptet er også at der stilles spørgsmål "i bredden" som siger noget om hvor bred erfaring man har, da bred erfaring jo er en god ting for en arkitekt. Det kan være i tilfældige teknologier, metoder, lovgivning, osv. Ikke spidsfindige detaljer, men nok til at vurdere om man kender til begreberne. Den del synes jeg fungerede fint da det er en ret simpel måde at måle erfaring: De færreste kan svare på alle den slags spørgsmål - men de uerfarne kan stort set ikke svare på nogen og det er med til at sætte et vist niveau.

Desværre var der en del sproglige uklarheder i opgaverne som gjorde nogle af spørgsmålene til rent gætværk. En del af materialet var selvfølgelig oversat fra engelsk, og det var altså ikke lykkedes godt nok. I en multiple choice opgave betyder de sproglige nuancer meget, og det er ikke professionelt at man ikke sikrer at de danske ord der anvendes er korrekt oversat og der er almindelig enighed om hvad de betyder på dansk. Det må og skal Dansk IT kunne gøre bedre med den position de har herhjemme!

For mig blev det ikke afgørende da jeg bestod prøven, men flere andre var 1-2 rigtige svar fra at bestå, og en sprogligt korrekt opgavetekst kunne nemt have gjort forskellen for dem :-(

Alt i alt har jeg det selvfølgelig fint med at have fået papir på noget af min viden og erfaring, selvom det interessante klart var at være på kursus og ikke at få certifikatet. Som Peter Nørregård konkluderer på version2 er der ikke så meget konkret at bruge titlen til endnu - hvem ved, måske bliver den nyttig en dag.

Opdateret: Jeg har fået besked om at Dansk IT allerede er i gang med at rette op på de sproglige problemer. Desuden vil de se nærmere på den del af pensum som vedrører arkitekt-rollen for at vurdere om der er brug for justeringer. Så det lader heldigvis til at de tager børnesygdommene alvorligt har fokus på at få dem løst!

tirsdag den 2. september 2008

Tag flyveren fra Christianshavn

Igen i dag undrede jeg mig over stemmen i metroen:
Christianshavn. Toget kører til Københavns Lufthavn. Copenhagen Airport.


Altså, hvis jeg var udlænding og forsøgte at tage metroen til lufthavnen - så ville jeg tro at vi var ved lufthavnen når de sagde "Copenhagen Airport" i højttaleren.

lørdag den 30. august 2008

Kan man lære IT-arkitektur på skolebænken?

En stor del af mit job handler om arkitektur. For tiden hedder det SOA, men også før den tid arbejdede jeg med arkitektur.
Da jeg synes det er et interessant emne og det altså også er vigtigt for mit job, vil jeg naturligvis gerne vide mere, så jeg har jævnligt ledt efter kurser indenfor emnet. Det er bare ikke så nemt at finde.
Jeg har gjort disse forsøg igennem de senere år:
  • IBM havde på et tidspunkt ved navn Architectural Thinking som vi fik afholdt som firmakursus, men desværre faldt det sammen med min orlov og jeg var ikke med. Tilbagemeldingerne var lidt blandede, jeg har ikke mødt nogen som sagde "Ih, det var synd du ikke kom med"...
  • Vi havde et internt uddannelsesprogram for software-arkitekter med bl.a. Morten Frank og Patrik Tennberg som instruktører. Vi brugte bogen Software Architecture in Practice og snakkede en del om arkitekt-rollen i RUP. Jeg deltog kun delvist, men fik en del ud af det alligevel - især ved at blive klarere på hvad arkitektens opgave er og hvilke krav man må stille til forretningen for at kunne træffe meningsfulde arkitekturbeslutninger.
  • Jeg tilmeldte mig på et tidspunkt kurset Softwarearkitektur i praksis hos Teknologisk, men det blev aflyst pga. for få tilmeldinger.
  • Sidste år tog jeg 7Ns kursus som dengang hed Fra krav til arkitektur - en iterativ udviklingsproces. Imod min forventning gik der mest tid med kravanalyse og en process inspireret af RUP og OOAD, og ikke så meget fokus på arkitekturstoffet.
Nu er det så snart tid til dette års forsøg: 4 dages kursus hos Archea, afsluttet med certificering. Jeg er meget spændt på det præcise indhold. Beskrivelsen ser lovende ud, selvom jeg nok ville have vægtet arkitekturen højere end arkitekt-rollen hvis jeg selv skulle sammensætte programmet.

onsdag den 20. august 2008

Familievenlige arbejdstider

Annonce på politiken.dk:

Kære IT-Medarbejder!
Rul over banneret, og se hvordan du gør din familie glad.
Forsvaret søger ambitiøse IT-medarbejdere til en karriere med menneskelige arbejdstider


Og så i opslaget er der ligge denne her yderst familievenlige betingelse:

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af Lov om Forsvarets personel, hvilket blandt andet medfører en forpligtelse til at deltage i fredsskabende og fredsbevarende operationer m.v.

søndag den 10. august 2008

F# på vej

Jeg har eller så godt som ingen erfaring med udvikling til .NET, men for nogle måneder siden nørklede jeg lidt med F#. Det var bestemt en positiv oplevelse at bruge et funktionsprogrammeringssprog igen nogle år efter jeg sidst havde fingre i SML.

Selve den funktions-baserede del af sproget er ret let tilgængeligt når man har prøvet den slags før, der er et vist overlap med SML fordi F# oprindeligt er baseret på OCAML. Men alligevel er der meget at lære når funktionsprogrammering kombineres med mere objektorientering, LINQ, monader der understøtter parallelitet, og andre gode sager.

Som nybegynder i F# kan man ofte finde flere måde at gøre det samme på, men det tager noget tid at finde sin stil og vide hvilken måde man så foretrækker. Det punkt er jeg ikke selv nået til endnu.

Jeg synes det er spændende at F# er på vej fra forskningsprojekt til produkt, som reelt alternativ til C# eller VB.NET. Det er nemt at blande C# og F# i samme løsning hvis ikke alle dele egner sig lige godt til funktionsprogrammering.

Op til udgivelsen strømliner de udviklingsmiljøet lidt og en af udviklerne har løftet sløret: Part 1, part 2, part 3.

fredag den 23. maj 2008

Selecting a GTD application

I'm reading the book Getting Things Done. It's about keeping all todos and projects under control so you always know (or have the right basis for deciding) what to do next. It looks promising yet challenging to keep the system going and stay in control.


With its focus on lists and filing systems, the method is practically screaming for IT support.


Being a software developer, my first instinct was of course to write my own application for this. Should be fairly simple, and then I could get all the features I wanted. But even with the promise of "stress-free productivity", it seem unlikely that I would find the time to finish such a project to a decent level of completeness. So I've been looking at other options.


I have a collegue who uses Outlook to manage his tasks GTD-style and that could be an option for me as well. But I am resisting Outlook somewhat, mostly because I want to keep track of both work-related and private tasks, and I don't want to need to use my work laptop to manage tasks when I'm not working. Some of the alternatives store all data in a file that can easily be carried on a USB stick which would allow me to move between computers.


I've been looking a bit at Thinking Rock. It follows the GTD methodology very closely, making questions like "is it actionable?" explicit. After an initial doubt, I think I like that concept. But TR doesn't really do PDA synchronisation; There is a "pocket pc companion" that allows you to export the task list and view it on a Windows Mobile deveice, but you can't do changes on the run and sync them back.

Since I have already ordered a PDA (a HP iPAQ 200 series) to support my efforts to get things done, the lack of synchronisation is a dealbraker.

So I think I know how I will proceed: I will use Pocket Informant on the PDA for now. And maybe sync it with my work Outlook, and then just manage the non-work stuff on the PDA instead of my home PC.

I haven't ruled out the thought of attempting to add some sort of PDA synchonisation (maybe using Funambol or ActiveSync) to Thinking Rock to combine a powerful PC app with the convenience of a PDA. It would be an interesting challenge, but would take some time away from getting (other) things done...

torsdag den 8. maj 2008

Flertal for intolerance

Jeg forstår det ikke. Vent, lad mig forsøge...

Nej, jeg forstår det ikke. Hvad er det ved tørklæder som er så ubehageligt, at et flertal gerne vil have dem forbudt? Hvorfor må den enkelte kvinde ikke bestemme om hun vil have tørklæde på?

Normalt er argumentet jo at det er kvindeundertrykkelse at de bliver "tvunget" til at gå med tørklædet. Det er sikkert sandt i nogle tilfælde, men jeg tror ikke at det er et problem som kan løses ved at forbyde tørklæderne på offentlige arbejdspladser; det vil nærmere bare holde muslimske kvinder udenfor arbejdsmarkedet.

De sidste dage har debatten så taget en ny drejning: Nu mener Dansk Folkeparti at borgere vil finde det ubehagelig at stå overfor en myndighedsperson som bærer tørklæde. Igen må jeg sige at det nok desværre er sandt at nogle borgere har det sådan, det viser meningsmålingen jo også. Men vejen til integration og tolerance er ikke at forbyde det som er uvant!

Der har sikkert også været borgere som syntes det var upassende at en dommer eller politibetjent kunne være kvinde (også uden tørklæde). Og i lande som USA og Sydafrika har de sikkert haft denne debat om fx. sorte mennesker i de hvides busser og på de hvides parkbænke.

En læge, dommer, pedel, eller anden offentlig ansat bør vurderes på hvem de er og hvor godt de udfører deres job. Jeg tror at der er rigeligt med ambitiøse jurister til at man ikke kan blive dommer uden at være kvalificeret. Så kan det da være lige meget om man har tørklæde på!

Var det da ikke ulovligt?

Det er en ganske forfærdelig sag der kører i Østrig om incest og indespærring. Manden må være gal!

Den østrigske regering svarer nu igen ved at stramme lovgivningen. Det jo helt almindeligt at politikere strammer loven når nogen har brudt den. Men ofte forstår jeg ikke sammenhængen.

Ville disse stramninger have forhindret denne Josef i sin forbrydelse? Næppe. Tænkte han ved sig selv dengang i 1984: "Nå, det med incest er jo kun en lille smule ulovligt, så det går nok"...?

Det er lidt ligesom Dansk Folkepartis tilbagevendende forslag om at stramme terrorlovgivningen når der kommer en "terror-sag" herhjemme, også når det er en sag hvor PET har klaret arbejdet med de nuværende værktøjer.

Nå, men det kan jo være fornuftige stramninger selvom det virker lidt populistisk at lancere dem i kølvandet på denne sag. Det lyder fx. meget rimeligt at en pædofili-dom skal gøre at man ikke kan blive godkendt til adoption!

tirsdag den 6. maj 2008

Hvor mange sager kan han tåle?

Så kom der endnu en sag hvor Lars Løkke Rasmussen anklages for misbrug af skatteydernes penge.

Den forrige sag om en tur til USA var måske ikke den smarteste når man er en "offentlig" person, men efter min mening er det rimeligt nok at ankomme et par dage før til USA for at sove ud inden mødet. Og at tillade sig at "opgradere" hotellet og til gengæld vælge en billigere flybillet tror jeg er noget de fleste arbejdsgivere ville acceptere.

Men denne gang virker det sværere at forklare. Man får jo ikke jetlag af at flyve til Rom for at være der et par timer mandag formiddag.

Finansministeren har indtil videre kun reageret ved at kalde historien "journalistisk useriøs". Det må han gøre bedre! Og jeg ser med spænding frem til at se hvor mange sådanne sager der skal til før Løkke ligner mere en belastning end en finansminister som snart skal være statsminister, også i Foghs øjne.

tirsdag den 22. april 2008

22 poser?!?


Ok, jeg ved godt vi har en dårlig vane herhjemme med at samle ting i bryggerset som egentlig bare skal smides ud. Men 22 bæreposer med aviser er da overdrevet?

torsdag den 17. april 2008

Statistik for journalister

Suk, nu faldt jeg igen over et eksempel på at journalister gengiver statistikker uden at give de oplysninger der skal til for at understøtte (eller modbevise) deres konklusion.

Artiklen her fortæller at 62% af verdens rigste mænd er gift eller kæreste med en brunette. Men den fortæller ikke om 62% af kvinderne i de dele af verden hvor vi finder disse rigmænd er brunetter. Hvis der kun er 30% brunetter i befolkningen er det jo en klar overrepærsentation, men det får vi ikke at vide.

Et af eksemplerne er den (nye) franske præsidentfrue. Men der er da vist også en del brunetter i Frankrig? Der er åbenbart ikke så mange der er gift med en rødhåret - men det kan jo også være svært at støve sådan en op ;-)

Jeg synes man kan forvente mere af et site som kalder sig "Erhverv på nettet" og en journalist fra JyllandsPosten, også selvom det bare er en sladderartikel.

tirsdag den 25. marts 2008

Peter Pedal ruller på nettet

Ja, det burde jo ikke komme bag på en at man kan finde hvad som helst på nettet. Jeg har ellers ikke ofret meget opmærksomhed på YouTube (er jeg lidt umoderne på det punkt?), men for nylig har jeg opdaget en endeløs mængde tegnefilm som min søn sætter stor pris.

En af topscorerne herhjemme er Peter Pedal, så det er jo glimrende at nogen har postet et helt afsnit som jeg ikke havde set før. Og som er vældig morsomt!

søndag den 10. februar 2008

Skamskudt Alliance

Der er lang vej tilbage fra den position Ny Alliance er endt i. Eller måske er der bare ingen vej tilbage.

Ifølge Politiken har de brug for lidt opmuntring for at samle kræfter til at fortsætte:


"Partistifterne Naser Khader og Anders Samuelsen har givet udtryk for, at de i den kommende tid blandt andet vil tage pejling efter, om vælgerne mener, at der stadig er behov for projekt Ny Alliance."

Men de aktuelle meningsmålinger kan ikke sige noget om behovet for det oprindelige projekt. De viser blot at projektet er faldet fra hinanden og vælgerne vil se det før de tror at Ny Alliance kan rejse sig og trække VKO nogen som helst steder.

Egentlig ville jeg også have skrevet en opsang til Malou Aamund, men Rune Engelbreth Larsen har vist allerede sagt det så godt som det kan siges.

Velkommen!

Ja, i første omgang er det jo nok mest velkommen til mig selv - men også til læsere som måtte komme forbi min nye blog.

I blog-universet er det jo sådan at man må have sin egen blog for at kunne sætte en dagsorden i stedet for bare at kommentere hvad andre har skrevet om.

I min blog vil der komme lidt blandede iagtagelser fra hverdagen, lidt politik, lidt teknologi. Og vi få se hvad ellers. Blandt inspirationskilderne er Fafner og Sinatra som jeg kender fra gamle dage.